Om mig
Oprindeligt er jeg uddannet beklædningsformgiver, men jeg blev introduceret til leret allerede i min tidlige ungdom, hvor jeg modtog undervisning af keramiker Carsten Dinesen i et par år. Tøj- og modeverdenen trak dog mest og leret blev lagt på hylden.
En gammel gård på Falster med masser af plads og en 20 år ældre udgave af mig selv, gjorde at jeg fik genoptaget min passion for leret. Keramiker Bjarne Hansen lærte mig at dreje og han inspirerede mig yderligere med sin uhøjtidelige tilgang til faget og materialet. Pludselig var det helt enkelt, at jeg skulle tilbage på denne vej. Jeg fik desuden mulighed for at assistere Keramisk Formgiver Lauge Brimgiest i et glasurudviklingsprojekt støttet af Statens Kunstfond. Dette gav mig en solid grundlæggende forståelse for glasur og kemien bag.
Hånddrejet og sanseligt keramik
Idag har jeg et stort og velfungerende værksted på gården, hvor jeg arbejder fuldtid. Mit fokus er på hånddrejet stentøj samt udvikling af glasurer. Jeg laver primært service og andre funktionelle ting, som sælges fra mit værksted og webshop samt i butikker og eksterne webshops, både lokalt og i København.
Jeg tager også imod opgaver fra kunder og har bl.a. leveret tallerkner og skåle til Restaurant noma, Kbh. og Restaurant Ö, Nysted.
Mit arbejde er meget sanseligt. Jeg er inspireret af naturen omkring mig, og jeg tror på, at jeg kan fange en lille smule af den energi i skabelsesprocessen, så det lever videre i mine ting og kan fornemmes af den, der holder det og bruger det.
Al keramik og alle glasurer er udviklet og lavet af mig. Du er velkommen til at besøge værkstedet i Nørre Alslev på Falster, hvor du kan se og mærke det hele selv.
Unikke glasurer
Glasurudvikling er en meget omfattende og langsommelig proces, som ikke mange giver sig i kast med. For mig er det en naturlig del af det at skabe mit helt eget udtryk, som med garanti ikke kan fåes eller ses andre steder.
I mine glasurer søger jeg masser af dybde og der må meget gerne være små uregelmæssigheder, som vidner om at keramikken er ægte håndværk, der er fremstillet af organiske materialer og af håndens arbejde. Den må gerne “svede af” over kanterne og så skal den have en gennemsigtighed – uden at være helt gennemsigtig – for det er med til at fremhæve de bløde riller fra mine hænders drejearbejde og det må godt både kunne ses og mærkes. Jeg udnytter de kemiske processer i brændingen til at skabe mine farver med metalliske oxider, fordi jeg synes det giver liv til glasuren.
Miljøvenlig emballage og genbrugsler
Keramik som skal sendes, pakker jeg i ålegræs. Ålegræsset kan efterfølgende bruges i haven eller altankassen som jordforbedring, eller du kan kassere det sammen med dit grønne affald. Jeg genbruger så vidt muligt også gamle papkasser.
Overskudsler fra dreje- og afdrejningsprocessen kan gemmes og bruges igen. Det skal blot tørres, slemmes op i vand, drænes og til sidst æltes igen. Jeg bruger det primært til mine tallerkner, som laves i pladeteknik. Du vil derfor kunne se, at leret kan være marmoreret på bagsiden, som et resultat af at forskellige lertyper er blandet sammen.